Psykologiske aspekter

Tilskuerbørn

Når vi forsøger at forestille os, hvordan det er at leve i en verden, hvor man ikke kan stole på sine egne sanser, og hvor alting virker for højt, for kraftigt, for skarpt og for voldsomt, forstår vi, hvorfor disse børn ofte trækker sig tilbage og holder sig for sig selv.

For det første betyder f.eks. en leg, et boldspil eller en fælles aktivitet i skolen masser af voldsomme sanseindtryk. Det bliver måske mere, end barnet kan klare. Andre rører ved en og støder ind i en, og nogle SI-børn har svært ved at skelne mellem en tilfældig berøring og et skub og bliver derfor aggressive. Desuden involverer de fleste lege kroppen på en eller anden måde, og det barn, der har svært ved at orientere sig i rummet og styre sin krop, føler sig ofte klodset og utilstrækkelig. Hvis man skal bruge al sin energi på at styre arme og ben, har man ikke overskud til det sociale aspekt i legen – til at være sammen og have det sjovt. SI-børn bliver typisk ”tilskuerbørn”.

Ligesom spædbarnet vender hovedet væk, når det er træt og ikke ønsker flere sanseindtryk, kan man se større børn i skolen eller børnehaven vende ryggen til, gå væk fra flokken, trække en hætte eller hue over hovedet eller på anden vis beskytte sig selv mod overstimuleringen. Hjemme går de måske op i seng og gemmer sig under dynen. Det er sådan set en sund og naturlig reaktion; en måde at beskytte sig selv på. Men det er selvfølgelig ikke befordrende for den sociale interaktion med andre.

I skolen går det naturligvis heller ikke konstant at melde sig ud. Sker det i timerne, vil læreren kræve, at man igen vender sig mod tavlen og deltager i aktiviteterne. Sker det i frikvartererne eller SFO, kommer man uden for det sociale fællesskab.

Heldigvis er der håb! Selv om SI-børn har lidt mere at kæmpe mod, kan de sagtens komme til at fungere godt i skolen og andre sammenhænge sammen med deres kammerater. Man kommer utrolig langt med sansemotorisk træning (se sektionen Behandling) – og viden, forståelse og indlevelsesevne hos forældre og andre, der omgås barnet. Forstår man ikke, hvad der sker i barnet, vil man bare opleve en håbløs unge, som hidser sig fuldstændig op over noget, vi andre oplever som bagateller. Men når vi ved, at det faktisk er et alvorligt problem for barnet, når sokken sidder lidt skævt, ja så kan vi vise forståelse og hjælpe i stedet for at skælde ud.

I det hele taget kommer man ikke ret langt med bebrejdelser over for et SI-barn. Disse børn har ofte i forvejen et lavt selvbillede, og det er ikke bebrejdelser og skæld-ud, de har brug for. Normalt ønsker de virkelig at samarbejde og være gode børn. Når det en gang imellem går helt galt for dem, er det ikke ond vilje, men bare sanserne, der danner trafikprop!

Indlæringsvanskeligheder

Indlæringsvanskeligheder hører også for mange SI-børn med til hverdagen. Det kan der være flere årsager til. For det første har nogle børn svært ved at koncentrere sig om skolearbejdet, fordi de ikke kan sortere de forstyrrende elementer fra, som andre kan. De distraheres konstant af lyde, lys og måske noget tøj, der generer.

En anden grund til indlæringsvanskelighederne er, at hjernen bruger en stor del af sin kapacitet på andre ting. Hos SI-børn er mange bevægelser og handlinger, som andre børn gør uden at tænke over det, ikke automatiserede; dvs børnene skal bruge en masse energi på at sidde oprejst på stolen, holde rigtigt på blyanten, koncentrere sig om det rette tryk af blyanten mod papiret osv. Det er ligesom en computer, der har mange programmer kørende på én gang – måske får man meldingen: ”Der er ikke ret mange ressourcer tilbage.” (Og så sker det i øvrigt også, at lærerne simpelthen ikke kan læse den klodsede skrift, mange SI-børn kan præstere med deres svage finmotorik – deres tekster virker ikke så overbevisende som en stil, der er skrevet med sirlige bogstaver i et pænt og nydeligt hæfte).

Endelig kan f.eks. problemerne med rum- og retningssansen spille ind. Børnene kan have svært ved at skrive tal og bogstaver retvendt og i den rigtige rækkefølge. 86 bliver til 68, og det kan være vanskeligt at lære at læse, når man ikke er sikker på læseretningen.

Dårlig kontakt

Nogle SI-børn har svært ved at finde ind i det sociale fællesskab. Som tidligere nævnt vælger de ofte at se på frem for at deltage i legen. De er sjældent dem, der stiller sig op som midtpunkt og styrer legen. Når mange børn leger sammen, er der meget at holde styr på, mange sanseindtryk og megen støj. Derfor foretrækker SI-børn ofte at lege på tomandshånd, hvis de overhovedet har mod på at lege med andre.

Som nævnt andetsteds kan det også virke meget voldsomt for deres sanseapparat at se andre direkte i øjnene, hvorfor nogle børn undgår direkte øjenkontakt. En anden grund til manglende øjenkontakt er, at SI-børnene ofte ikke er bevidst om, i hvilken retning deres krop vender, så de kan finde på at stå med ryggen eller siden til den, de taler med. Denne manglende øjenkontakt og isolationen fra andre børn kan få psykologer, læger og sundhedsplejersker til at have mistanke om alvorligere lidelser som autisme, men et barn, som kun har SI-problemer (man kan naturligvis også have SI-problemer kombineret med andre lidelser som f.eks. autisme eller ADHD/DAMP), vil som regel gerne lege med andre børn og kan sagtens finde ud af det; der kan bare være nogle ting, der holder ham eller hende tilbage fra det, hvor autistiske børn ofte er ret uinteresseret i andre mennesker. Man vil typisk se stor fremgang i de sociale kompetencer, når SI-børn kommer i gang med sansemotorisk behandling.

Lavt selvværd

Lavt selvværd præger SI-børnene. De bliver usikre på sig selv såvel som på verden omkring sig, når de ikke kan stole på deres sanser. Når man har svært ved at bearbejde taktile (berørings-) indtryk – som f.eks. at kunne sige, om en anden berører en med en eller to fingre – er det selve ens egne grænser, man er usikker på. Mange SI-børn oplever sig selv som utilstrækkelige. De magter ikke med deres dårlige motorik at deltage i de andres lege, f.eks. løbe på rulleskøjter eller spille rundbold, og måske magter de heller ikke skolearbejdet så godt. Andre kan have svært ved at forstå deres voldsomme reaktioner på situationer, der stresser dem, sådan at nogle får det indtryk, at de er ”underlige”.

Systemafhængighed

Hos en del SI-børn ser man systemafhængighed som et karakteristisk træk. Det skal formentlig betragtes som en måde at forsøge at få orden i et ellers kaotisk og skræmmende univers på. Børnene vil derfor helst holde sig til visse regler – enten ydre regler som f.eks. i skolen eller regler, de selv laver. Nogle børn har meget svært ved at klare, hvis mønstre brydes. Det kan således være et stort problem for dem, hvis familiens planer pludselig ændres, eller hvis ting ikke ligger på deres rette plads. Disse børn står gerne længe og kigger på, inden de går ind i en leg, for det er vigtigt for dem at kende alle legens regler og systemer først. Systemafhængige børn har stort behov for en struktureret, overskuelig hverdag uden alt for mange spontane indfald og overraskelser. De trives ofte med skoledagen, når de først lærer skolens mønster at kende, fordi tiden her netop er skemalagt. Derimod kan det være meget svært for dem at håndtere projektuger, lejrskoler eller andre dage, som afviger fra det normale.

Til tider oplever forældrene ikke systemafhængigheden i samme grad som f.eks. barnets lærere, for i et godt hjem har barnet måske så fast en tillid til forældrene, at selv bratte ændringer i dagplanen ikke skaber usikkerhed, ”for de har nok styr på det.”

Et systemafhængigt barn kan have stor gavn af at blive forberedt på det, der skal ske i hverdagen. Det er vigtigt for barnet at få at vide, at om en halv time skal du i bad, eller at på torsdag skal vi besøge onkel Kurt. En tavle på væggen med faste tidspunkter for aktiviteter i løbet af dagen og ugen kan også hjælpe. Systemafhængigheden aftager i øvrigt typisk, når barnet følger en behandling med motorisk træning og børstning.