Menneskets sanser

Vi er dybt afhængige af vores sanser, for det er gennem dem, vi forholder os til den verden, vi lever i. Når noget går skævt i sansebearbejdningsprocessen, kan det få vidtrækkende følger for et menneskes liv. Vi vil i det følgende se på, hvordan det kan påvirke et barn, når sansebearbejdningen ikke fungerer optimalt for de forskellige sanser. Nogle børn har kun problemer med en enkelt sans, andre med flere. Symptomerne er vidt forskellige fra barn til barn.

Den taktile sans (følesansen)

Børn, som er hypersensitive (over-følsomme) på det taktile område, bryder sig ikke om tøj, der strammer, har mærker eller sømme. Ofte har de nogle få yndlingsting, de vil gå i hele tiden – joggingbukser og bløde trøjer. De hader og frygter at blive vasket i ansigtet med en våd klud, at få børstet tænder og være hos tandlægen, at få redt hår (kammen kradser!), blive badet og få klippet negle. Når mor eller far synes, at badevandet er passende lunt, skriger de af smerte, fordi det brænder dem. De klager og græder voldsomt over en ubetydelig rift. De bryder sig ikke om at røre ved dej, ler, fingermaling o.l.

Spiseproblemer kan også skyldes taktil hypersensitivitet. Nogle børn bryder sig ikke om at få mad med en bestemt konsistens i munden. Taktilt følsomme børn har gerne svært ved gå fra mælk til fast føde, og de får ofte maden galt i halsen. Problemer med sansebearbejdningen på det taktile område kan endvidere give taleproblemer – barnet kan ikke forme lydene rigtigt, fordi det har svært ved at tolke sanseindtrykkene fra munden og mærke taleorganernes stilling.

Endelig kan disse børn have problemer i forhold til andre, fordi de ikke er i stand til at vurdere, om de er blevet skubbet eller bare berørt tilfældigt. De kan finde på at hidse sig voldsomt op over en uventet berøring og bryder sig ikke om, at andre kommer for tæt på. Ligeledes er de sommetider selv for voldsomme over for andre – krammer for hårdt, skubber i stedet for at klappe let på skulderen osv. – simpelthen fordi de har problemer med at vurdere, hvor megen muskelkraft de bruger. Finmotoriske færdigheder som f.eks. at snøre sko falder dem meget vanskelige, fordi de ikke kan mærke deres fingre rigtigt og skelne dem fra hinanden.

Der findes også SI-børn, der er hyposensitive (under-følsomme). De lader ikke til at føle smerte; de ænser ikke, at de har mad omkring munden, og de kan ikke få nok af stærke sanseindtryk. De skal hele tiden pille og nusse med alting.

Høresansen

Nogle børn reagerer stærkt på lyde. Mindre børn bliver måske fuldstændig panikslagne ved lyden af en hårtørrer eller en ventilator. De bryder sig ikke om at være i et rum med mange mennesker, som taler højlydt i munden på hinanden, f.eks. på en restaurant eller til en børnefødselsdag, og holder ofte hænderne for ørerne. De påstår måske, at andre råber af dem. Når man således oplever lydindtryk meget stærkt og har svært ved at sortere dem fra og lukke dem ude, kan det være umådelig svært at skulle koncentrere sig om at lave opgaver i skolen, hvor der er småsnakken i klassen og måske larm fra skolegården.

Mærkeligt nok kan disse børn nogle gange selv være meget larmende. De synes, andre råber, og råber selv for at overdøve dem. Eller de laver selv lyde for at lukke omverdenens larm ude i et forsøg på at koncentrere sig.

Nogle SI-børn mistænkes for at lide af ADHD (DAMP), fordi de ”ikke hører efter” eller ikke kan koncentrere sig – måske skyldes det bare, at de har svært ved at sortere de auditive sanseindtryk fra hinanden.

Lugtesansen

Nogle SI-børn er meget følsomme over for lugte og bryder sig ikke om stærkt lugtende madvarer. Eller de kan fornemme lugte, som vi andre slet ikke lægger mærke til. Et lugtfølsomt barn har det med garanti ikke let i en vuggestue, hvor der jo ikke altid dufter af lutter lagkage.

Smagssansen

Kræsne børn er ofte ildesete. Det er belastende, når barnet aften efter aften nægter at indtage aftensmaden, og frustrerede forældre prøver alt fra tvang til servering af flere middagsretter på én gang. Men måske er ikke alle kræsne børn bare forvænte og forkælede. Børn med SI-problemer kan have så sarte smagsløg, at de simpelthen ikke kan få visse madvarer ned, uanset hvor sultne de er, eller hvor meget forældrene truer og skælder ud. Igen findes der også en den helt modsatte grøft, nemlig nogle SI-børn, som synes, at al mad smager ens, og som ikke kan få nok af stærke, krydrede og salte madvarer.

Synssansen

SI-problemerne kan naturligvis også ligge inden for synssansens område, således at synsindtrykkene fra omverdenen er alt for voldsomme. Smith og Gouze (se litteraturlisten) fortæller om en dreng, der klager over, at ”græsset er for grønt”. Mange SI-børn bryder sig ikke om skarpt lys, og nogle børn undgår også øjenkontakt med andre, fordi det virker for voldsomt og overstimulerende på dem.

De skjulte sanser

Ud over de fem sanser, vi normalt regner med, har vi mennesker yderligere to sanser, som har stor betydning i spørgsmålet om sanseintegration. Det er her, vi finder nøglen til mange af de problemer, SI-børnene oplever. Det drejer sig om den proprioceptive sans (muskel/led-sansen, kaldes også den kinestetiske sans) og den vestibulære sans (balancesansen eller labyrintsansen).

Den proprioceptive sans

Den proprioceptive sans har med kropsbevidsthed at gøre. Informationer fra denne sans fortæller os, hvor hver af vores legemsdele befinder sig, og hvordan de bevæges. Nogle SI-børn støder hele tiden ind i ting og falder over deres egne ben. Det skyldes, at den proprioceptive sans fungerer dårligt. Når denne sans ikke fungerer optimalt, kan det også være vanskeligt at styre kniv og gaffel eller skriveredskaber. Børnene får spændinger og ømme muskler, fordi de ikke kan bedømme, f.eks. hvor hårdt det er nødvendigt at spænde musklerne for at holde på en blyant, når de skal skrive. Og tænk på, hvor vanskeligt det må være at skulle løbe efter en fodbold, sparke ud og ramme den tilpas hårdt og sende den i en bestemt retning. Et vigtigt aspekt er også, at manglende kropsbevidsthed tit hænger sammen med manglende selvværd. Når man har svært ved at føle, at ”her er jeg, her går mine grænser,” har man også svært ved at være selvstændig og tro på sig selv og egne evner.

Den dårligt fungerende rum- og retningsfornemmelse giver også problemer, når barnet skal kende forskel på højre og venstre, og når det skal lære at læse og at kende 38 fra 83.

Den vestibulære sans

Den vestibulære sans er også vigtigere, end vi tror. Den registrerer dels bevægelse, dels tyngdekraftens påvirkning af kroppen. Når vi f.eks. bliver søsyge, er det, fordi det vestibulære system forstyrres og overstimuleres. Det er i en vis forstand det, SI-børn oplever en stor del af tiden. Når barnets hjerne ikke får de korrekte sanseinformationer fra det vestibulære system, bliver det et problem at holde balancen, at koordinere bevægelser og orientere sig i rummet. Som Ayres udtrykker det: Hvordan kan man kræve af et barn, at det skal sidde stille i skolen og skrive sit navn, hvis det skal bruge mange kræfter på bare at undgå at falde ned af stolen? Aktiviteter som gynger, vipper og karruseller, der får de fleste børn til at juble, skræmmer mange SI-børn. Min søn siger af og til: ”Mor, jeg bliver altså så svimmel af at se på nogen, der gynger.” At cykle eller løbe på rulleskøjter kan virke som en umulig opgave for disse børn. Igen skal det nævnes at visse SI-børn reagerer stik modsat og søger ekstreme sansestimuli som vilde gynge- og snurreture.

Senest opdateret 24. maj 2005.