Stefans historie

Min egen søn Stefan er den direkte årsag til, at dette website er blevet til. Her kommer hans historie:

Stefan blev født i juni 1996. Han var en stor, stærk dreng på 3900g, og såvel graviditet som fødsel var gået let og uden komplikationer. Han udviklede sig normalt og alderssvarende, omend vi bemærkede, at han ikke var helt så ivrig efter at bevæge sig og udforske verden, som hans ældre søster havde været. Fast føde nægtede han pure at indtage, og først 9 mdr. gammel - da jeg bevidst begyndte at sulte ham - accepterede han andet end brystmælk. Han brød sig tydeligvis ikke om den anderledes konsistens, og har i det hele taget altid haft nemt ved at få maden galt i halsen.

Han begyndte først at gå, da han var 14 mdr., men til gengæld var han meget hurtig til at lære at tale (hvilket jeg nu ved er atypisk for SI-børn). Han sang endog genkendelige sange, før han var 1½ år. Stefan trivedes godt og var en glad dreng, men vi kunne også godt mærke, at han var den forsigtige type.

I børnehaven legede han godt med de andre og fik nogle gode venner, men når de voksne arrangerede fælles aktiviteter som f.eks. at male, gik Stefan tit i baglås og ville ikke være med. Han nægtede at forsøge at tegne noget, der lignede noget, ja, gik helt i panik og råbte: "Nej, jeg kan ikke, jeg tør ikke!" hvis man opfordrede ham til det. Samme reaktion kom, når man foreslog ham at cykle uden støttehjul, spille computer eller lære at løbe på rulleskøjter. Lidt efter lidt fik vi ham dog i gang med disse aktiviteter.

Den sommer, Stefan fyldte 6 år, startede han i skolen. Ingen lod til at være i tvivl om, at han var klar til det. Det gik da også meget fint, selv om han i starten ikke rigtig turde spørge klassekammeraterne, om han måtte være med i deres lege. Lidt efter lidt fik han dog etableret nogle begyndende venskaber.

Stort var vores chok, da vi kort før sommerferien ved en forældresamtale fik at vide af hans lærer, at hun mente, han burde gå børnehaveklassen om. Nu var han jo netop ved at komme ind i det sociale fællesskab, fagligt var han fint med, og vi vurderede ham som en moden dreng - så hvorfor dog? Begrundelsen var, at han jævnligt "meldte sig ud." Ind imellem vendte han ryggen til og deltog ikke i det, der skete i undervisningen. Han hørte tydeligvis efter, for han kunne godt løse opgaverne, men han lukkede sig ind i sin egen verden, sagde læreren. Skolelægen havde også sagt, at han havde meget dårlig motorik og var "dårlig i kontakten".

Nogen tid forinden var jeg tilfældigt faldet over en bog med titlen "Klodsmajorer og englebørn" (se litteraturlisten), og det var en åbenbaring! Pludselig kunne jeg se, hvordan det hele hang sammen - alle de småting, jeg havde undret mig over, og så det store problem med manglende selvtillid. Sanseintegrationsproblemer. Det var derfor, han sagde "av!", når han fik lunkent vand over sig. Det var derfor, han syntes, det gjorde forfærdelig ondt at få redt hår og klippet negle. Det var derfor, han havde så svært ved at håndtere kniv og gaffel og hældte saftevand ved siden af glasset. Det var derfor, han så ofte valgte at se på i stedet for at deltage.

Flere år tidligere havde jeg set et indslag på tv om en dame, der lavede motorisk træning med børn, som havde dårlig motorik og ikke turde så meget. Jeg hæftede mig ved navnet, Vanda Hundrup, og huskede det stadig. Nu fandt jeg telefonbogen frem og ringede til hende. Hun kunne bekræfte mine tanker om Stefan, og vi blev skrevet på venteliste til test og behandling.

Jeg talte med mange mennesker for at blive afklaret, og bl.a. fik jeg kontakt til en fysioterapeut i Hirtshals, som havde mange års erfaring med SI-børn. Hun sagde, at Stefans reaktion i klassen med at vende ryggen til var utrolig typisk for SI-børn, og erklærede uden tøven, at det ville være bedst for Stefan at følge sin klasse - når han begyndte at få sansemotorisk træning, ville han fungere på lige fod med de andre.

Så jeg valgte at følge min "mor-fornemmelse" og sige, at Stefan ikke skulle gå børnehaveklassen om. Det var en lang proces med mange møder, for alle andre mente, jeg tog fejl. Til sidst havde vi et møde med skolelederen, som appellerede indtrængende til os om dog at lytte til "eksperterne" - lærere, skolelæge og skolepsykolog - men jeg holdt på mit og meddelte, at Stefan skulle fortsætte med sin klasse. Min mand accepterede beslutningen, men sagde samtidig, at han troede, vi begik en stor fejl.

Tiden viste heldigvis, at det gjorde vi ikke. Der skete store ting, da Stefan begyndte at gå til motorisk træning, og vi blev gang på gang overrasket positivt over det mod, vores dreng lagde for dagen. Han fik nogle rigtig gode venner i klassen og var populær både blandt piger og drenge. Vi betalte selv behandlingen. Det var dyrt, men det er de bedste penge, jeg har givet ud i mit liv.

I skrivende stund (forår 2008) er han 11 år og ved at være færdig med 4. klasse. Han klarer sig godt fagligt og socialt. Han spiller fodbold med de andre drenge fra klassen i frikvartererne. Han spiller Playstation, Gameboy og computer. Han spiller klaver og går til volleyball. Han er også begyndt at gå til hiphop. Det er meget svært for ham, men han kæmper stædigt og har lært en masse. En dag sagde han til mig: "Mor, jeg synes, det er meget sjovere at være med end at se på." Da vidste jeg, at der var sket en kolossal udvikling i min søns liv.

Nogle ting vil nok altid være svære for ham. Der skal stadig ikke megen modgang til, før han bryder grædende sammen. Han har stadig svært ved at tro på sine egne evner. Og det er stadig ikke let at spise med kniv og gaffel og ramme glasset, når man hælder op. Men grundlaget er lagt, for at andre kan se Stefan som den søde og glade dreng, han er, og for, at han kan udvikle sig positivt og stadig vinde nyt terræn.